Stig Henneberg bliver ny departementschef i Økonomiministeriet

Regeringen har besluttet at udnævne Stig Henneberg som ny departementschef i Økonomiministeriet. Stig Henneberg tiltræder i stillingen den 1. september 2023.

Stig Henneberg er 48 år og kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune, hvor han har været siden 2020. Derudover har Stig Henneberg blandt andet været partner i Struensee og Co. og afdelingschef i Finansministeriet.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen siger:

Jeg er glad for, at Stig Henneberg bliver ny departementschef i Økonomiministeriet, og jeg glæder mig til at samarbejde med ham – både om de store sager, men også om den fortsatte udvikling af Økonomiministeriet som reformmotor i regeringen. Stig Henneberg har stor erfaring fra de centrale politiske maskinrum, omfattende indsigt i den økonomiske dagsorden og solid erfaring som leder. Jeg er sikker på, at Stig Henneberg er den helt rette til opgaven som departementschef i Økonomiministeriet.


Stig Henneberg siger:

Jeg ser frem til at samarbejdet med økonomiminister Troels Lund Poulsen og de mange dygtige og dedikerede medarbejdere i Økonomiministeriet. Vi er dybt engagerede i en række af regeringens helt centrale dagsordener, og jeg glæder mig til udvikle og kvalificere løsninger på de udfordringer, som samfundet står overfor – i tæt samarbejde med de andre ministerier. Jeg ser frem til at komme i gang med opgaven den 1. september.