Dansk økonomi har bevæget sig ind i en ny konjunkturfase med mere afdæmpet vækst, i takt med at prisstigninger og højere renter er slået igennem på forbrug og boliginvesteringer. Aktiviteten er imidlertid blevet holdt oppe af en stærk medicinalindustri, der har ført til en stor eksportfremgang.
Inflationen er aftaget hastigt i 2023. Den lavere inflation vil sammen med ventede lønstigninger øge husholdningernes købekraft i de kommende år. Arbejdsmarkedet har indtil videre været modstandsdygtigt over for lavere indenlandsk efterspørgsel, men mange virksomheder har formentlig et behov for at tilpasse deres kapacitet og antal ansatte. Det vil dæmpe presset på arbejdsmarkedet og begrænse den samlede stigning i de disponible indkomster. På den baggrund ventes fremgangen i det private forbrug at blive forholdsvis moderat.
BNP vurderes at vokse med henholdsvis 1,4 pct. og 1,0 pct. i 2024 og 2025. Beskæftigelsen ventes at falde med 30.000 personer fra 2023 til 2025 som følge af mere moderat vækst. Inflationen skønnes til 2,8 pct. i 2024 og 2,1 pct. i 2025.
Hent publikationen ved at klikke her - du kan finde data i spalten til højre.