Økonomisk Redegørelse: Dansk økonomi er fortsat stærk

Dansk økonomi har klaret sig godt igennem et usikkert år, og der er udsigt til en moderat fremgang de kommende år. Inflationen er faldet markant, forbrugernes købekraft er stigende, og husholdninger har øget deres forbrug. Det fremgår af den nye prognose i Økonomisk Redegørelse.

Økonomiminister Stephanie Lose fremlægger Økonomisk Redegørelse.

Dansk økonomi er fortsat i god form. Økonomien er på vej ind i en periode med mere afdæmpet vækst, men det sker fra et udgangspunkt med høj aktivitet og pres på arbejdsmarkedet. Trods en mindre tilbagegang de seneste kvartaler ventes BNP i år samlet at vokse med 1,2 pct. i forhold til 2022. Fremgangen i BNP ventes at fortsætte med henholdsvis 1,4 pct. i 2024 og 1,0 pct. i 2025.

Beskæftigelsen er fortsat med at stige gennem 2023, og ledigheden er kun steget lidt. Alt taget i betragtning har dansk økonomi således gode forudsætninger for en blød landing, og samtidig ser det ud til, at danskerne er ved at genvinde købekraften.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

Dansk økonomi har vist sig i god form og står fortsat stærkt. På et år er vi gået fra voldsom inflation og usikkerhed til en mere stabil situation. Vi har ført en ansvarlig politik, og inflationen nærmer sig et mere normalt niveau. Danskernes købekraft er også stigende. Og vurderingen er, at købekraften allerede til næste år for mange vil være tilbage på niveauet, før den voldsomme inflation ramte Danmark. Det er godt nyt for befolkningen, som virkelig har mærket prisstigningerne, og nogle har oplevet stor usikkerhed om deres privatøkonomi.

Inflationen ventes midlertidigt at tiltage igen i 2024, hvor energipriserne ikke ventes at trække inflationen ned i samme omfang som nu, og for året som helhed skønnes den at udgøre 2,8 pct. Først i 2025 forventes inflationen at være tilbage på et normalt leje på omkring 2 pct.

Økonomiminister Stephanie Lose siger:

Vi er kommet godt igennem en usikker tid, men afmatningen i udlandet og de høje renter vil trække tempoet ud af dansk økonomi de kommende år. Vi vurderer imidlertid ikke, at der er udsigt til et større tilbageslag, fordi vi har en stærk og robust økonomi. Det skal vi værne om. Det er vigtigt, at vi holder fast i en ansvarlig linje i den økonomiske politik, så vi ikke puster til inflationen. Det er sådan, vi passer bedst på dansk økonomi og skaber tryghed i danske hjem og virksomheder.

Læs Økonomisk Redegørelse ved at klikke her
Eller find den og dataark i vores publikationsarkiv ved at klikke her.